Når der er noget jeg glæder mig til er det tit som om den nærmest står stille, som om den slet ikke har travlt med at gå.
Men når jeg så ser tilbage er det som om den er fløjet afsted uden jeg nærmest har opdaget det.
Det er da underligt.
Da vi flyttede til Horsens i Maj synes jeg det føltes som oceaner af tid at skulle gå hjemme med begge børn i 10 uger.
Hvor faen' blev de uger egentlig af?
Og hvor blev sommeren af, og børnenes navngivning, og turen til København?
Og hvor blev prinsessens første år af, som hun jo skreg sig igennem det meste af?
Hvor blev alle de vågne nætter af?
Og hvornår er min smukke søn egentlig blevet så stor?
Hvor blev graviditeterne og ventetiden på terminerne af?
Hvor blev seminarietiden, alle festerne og friheden af?
Hvor blev min semi tynde krop af?
Og hvornår fik jeg egentlig de store overarme/numse/lår/mave?
Hvornår er mit hår blevet så langt?
Og hvornår begyndte jeg egentlig at have så ondt i ryggen?
Synes tiden er så svær at forklare - så abstrakt og så svær at holde på.
Så flygtig og så hurtigt fortid.
Hvornår var det jeg blev så voksen at jeg begyndte at sidde og filosofere over tiden?
Jeg må vist hellere få en kop kaffe og komme afsted på arbejde :-)
 |
| Billede lånt her |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak fordi du tager dig tid til at lægge en kommentar :-)